Da jeg spurgte Julio, hvorfor ham gutten med hagekorset tatoveret på armen ved siden af mig ikke sagde et ord, svarede han på sit gebrokne engelsk, at han havde ikke nogen tunge – den var blevet skåret ud. 

Vi var i en tågeskov nær slummen, hvor jeg var blevet inviteret af Raúl, der styrede slummen gennem handel med primært pot. Det er et af Colombias hårdeste miljøer i udkanten af Cartagena, hvor jeg blev budt fisk, øl og en gigantisk joint. Det sidste takkede jeg pænt nej tak til, men det gjorde min gode colombianske ven og kontakt i slummen, Julio, bestemt ikke.

​

Det første jeg gjorde, da jeg kom tilbage på mit lille fugtige værelse, var at finde rapporter, artikler og andet baggrundsmateriale om Cartagenas pot- og kokainkarteller, som jeg lige havde siddet midt i. Jeg ville skrive en historie, men jeg blev stærkt frarådet det af Julio, så jeg gjorde det aldrig - det fortryder jeg stadig.

​

Mit drive i journalistikken indfanges af historien: Jeg elsker at kunne finde den spændende fortælling, at få jord under neglene og bruge cases til at bringe historier, der kræver grundig research. 

Det drive falder sammen med, hvorfor jeg i 2015 tog til den tyrkisk/syriske grænse alene, eller hvorfor et af mine første spørgsmål, da jeg som praktikant startede på ambassaden i Ghana, var, om jeg kunne tage til Mali for at lave reportager om de danske udsendte.

Det var oprindeligt lysten til at skrive research-tungt og case-båret journalistik, der fik mig startet på Ørestad Gymnasiums journalistik-linje, og det er stadig primus motor for, hvorfor jeg har jeg svært ved at se mig selv lave andet end journalistik.

​

​